Lars-Henrik Olsen
af Bent Rasmussen

Lars-Henrik Olsen er født i 1946 i København, tog studen­tereksamen fra Metropolitanskolen i 1966 og aftjente sin værnepligt, men erklærede sig umiddelbart efter endt mili­tærtjeneste som militærnægter og blev slettet af lægdsrul­len. Han læste herefter biologi på Københavns Universitet og blev i 1975 cand. scient. med zoologi som hovedfag.

I studietiden var Lars-Henrik Olsen ansat i udstillings­afdelingen på Zoologisk Museum som studenterkustode, hvis opgave det var at fortælle om de forskellige udstillin­ger og - ikke mindst - at komme i snak med de besøgen­de. Lars-Henrik Olsen var også med til at opbygge en sko­letjeneste, så skoleklasser kunne komme og få en særlig vejledning og orientering om de forskellige udstillinger, og det var i forbindelse med dette arbejde og den nære kon­takt med børn og unge, at tanken om at skrive for dem opstod.

Lars-Henrik Olsen debuterede med bogen "Ulvene" i 1976, og den var stærkt inspireret af et omfattende studium af ulves adfærd. Siden er det blevet til 61 bøger om dyr og natur, men også den nordiske og grønlandske mytologi har interesseret ham. De tre bøger om den nordiske mytologi med Erik Menneskesøn som gennemgående figur og "Lan­det på den anden side" er de foreløbige resultater af denne interesse. For "Erik Menneskesøn" modtog Lars-Henrik Olsen i 1986 Danmarks Boghandlermedhjælperforenings Børnebogspris.

Historien

Også historien har fået hans store interesse. "Dværgen fra Normandiet" og trilogien "Som landet lå", "Skjult i skoven" og "Ravnens skrig" tager alle udgangspunkt i historiske begivenheder, men er samtidig romaner skrevet med for­fatterens ret til at digte.

Ud over Zoologisk Museum har Lars-Henrik Olsen arbejdet i Verdensnaturfonden, hvor han bl.a. var med til at starte Pandaklubber rundt om i Danmark. Desuden har han arbejdet i Danmarks Radio både i det naturvidenska­belige spørgeprogram "Lexicon" og i B. & U.-afdelingen. I kortere perioder har han været tilknyttet DR-TV, hvor han har produceret og bearbejdet naturudsendelser.

11980 fik Lars-Henrik Olsen Kulturministeriets Bør­nebogspris for bogen "Ræven i skoven", i 1981 "Preis der Leserratten" for "Das Jahr des Bibers" ("Bæverne"), i 1983 Dansk Forfatterforenings Populærvidenskabelige Pris og i 1989 Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris.

"Dværgen fra Normandiet"

Det store romanværk "Dvær­gen fra Normandiet" tager historisk udgangspunkt i tilbli­velsen af det berømte Bayeux­tapet i et sydengelsk kloster omkring år 1076, 10 år efter slaget ved Hastings.

Hovedpersonerne i den over 400 sider store roman er en gammel viking, Ligulf, en dværg, Turold og fire sypiger, Fifa, Emma, Poppa og Gyda, der er samlet for at udføre et enormt projekt: det 70 meter lange og 51 centimeter høje billedtæppe, Bayeux-tapetet, der den dag i dag er et attrak­tivt turistmål i Normandiet i Frankrig. En kunstnerisk og teknisk præstation, der stadig med god ret - godt 900 år efter - kan kaldes utrolig og imponerende.

"Dværgen fra Normandiet" er en medrivende og spændende roman, der på elegant vis forener et korrekt historiesyn og flot kunstnerisk originalitet. Romanen leven­degør historien på en farverig og fascinerende facon, så fortællingen taler til både intellekt, følelser og fantasi. Ikke mindst takket være det liv og den glød, der stråler ud af Lars-Henrik Olsens fortællemåde og fortælleglæde.

Lars-Henrik Olsen lægger helt bevidst hovedvægten på skildringen af de såkaldt almindelige mennesker, mænd, kvinder, børn - dem, der klarede det hårde daglige slid i datidens samfund.

Romanen er samtidig en fin skildring af praktiseret pædago­gik, hvor indlevelse, åbenhed, viden og kunnen går op i en høje­re enhed, men bogen er samtidig en hyldest til kunsten og kunstne­ren - og pædagogen! - (i bogen symboliseres ved dværgen Turold), der med indsigt og ildhu får de fire sypiger til at overskri­de deres egne grænser og skabe nye og overraskende billedud­tryk til kunstværket.

En billedbog

Det var oprindeligt Lars-Henrik Olsens forlag (mallings), der fik ideen til en bog om Bayeux-tapetets tilblivelse, og man forelagde ideen for ham, og han var straks fyr og flamme. Forlaget forestillede sig en billedbog på 48 sider og aftalte det fornødne med Lars-Henrik Olsen, der omgående gik hjem og begyndte at grave stof frem.

Der gik nogle måneder, men så ringede Lars-Henrik Olsen og sagde, at nu gik han i gang. Igen gik der en rum tid, men en dag ringede han igen og sagde: "Jeg er på side 180, og jeg er bare lige begyndt!"

Billedbogen gik altså i fløjten, men til gengæld kom der masser af malende beskrivelser i den 416 sider store roman om dværgen Turold og hans sypiger, som nogle har kaldt Lars-Henrik Olsens "litterære svendestykke".

Nordisk mytologi

I 1986 udkom Lars-Henrik Olsens første "mursten" med afsæt i den nor­diske mytologi, "Erik Menneske­søn". Valhals guder er i svar nød, fordi Ydun med de livgivende æbler er forsvun­det, og derfor hen­ter de go'e gamle (af)guder en omhyggeligt udvalgt dreng på jorden, Erik, for at han skal frelse dem fra alderdom og undergang. Tilnavnet Menne­skesøn er selvfølgelig en lille morsomhed over for Evange­liet, hvor frelsen som bekendt kom fra himlen og til jorden. I "Erik Menneskesøn" er det omvendt. Guderne har spillet fallit og må søge hjælp hos et rigtigt levende menneske!

Det fik mig med det samme til at tænke på en dejlig krøllet sentens, som jeg engang læste: "Den gode Gud må afse tid til visse forbedringer. Ellers bliver vi nødt til at fin­de (på) en anden. Eller vi må tage sagen i egen hånd. Det kan blive den endelige løsning."

Erik ender på jorden igen, men i andet bind, "Kampen om sværdet" falder det ham svært at tilpasse sig, fordi hans hoved er fyldt med de underligste historier. Jævnligt udtrykker han sig f.eks. på vers, der lyder som om, de er sprunget lige ud af Den ældre Edda eller anden norrøn digtning. Under en sommerferie på Læsø sammen med kæresten Marie finder den nu 16-årige Erik et gammelt sværd. Det viser sig at være det magiske sværd "Gram", og Erik hvirvles igen ind i en masse dramatiske begiven­heder med og mellem guder og jætter. Det er meget tæt på at gå galt, men Lars-Henrik Olsen lader i alleryderste øje­blik go'e gamle Odin gå ind og redde Erik. "Nu er jeg endelig kommet hjem!" siger Erik til sidst, og det kunne tyde på, at han havde fået nok af ekskursioner ind i den verden, hvor myternes onde magter færdes.

"Kvasers blod"

Men Lars-Henrik Olsen lader imidlertid ikke Erik med til­navnet Menneskesøn i fred. I tredje bind "Kvasers blod" bortføres Erik gennem Underverdenen til Jotunheim, hvor han ser al den gru og ødelæggelse, som Tor med hamme­ren har efterladt i sit kølvand. Sammen med jættepigen Gunlød oplever Erik ting, der får ham til at indvilge i at snige sig ind i Asgård og forsøge at stjæle skjaldemjøden - Kvasers blod - tilbage til jætterne og dermed skabe ny balance mel­lem aser og jætter. Men er det muligt at narre den alvidende Odin? Og er det muligt for et menneske at ændre ved udviklingen hen imod det afslutten­de ragnarok, der en gang for alle er forudsagt i Vølvens spådom?

"Kvasers blod" giver ikke de to foregående bind noget efter, hvad angår spænding og dramatik, og romanens slut­ning er nogle manende ord fra Odin:

"Rejs nu hjem, Erik, og ryd op. Gør Jorden ren og giv menneskene freden tilbage. Giv dem alle livet i hånden, det liv vi aser skabte i fred i tidernes morgen. Bed dine venner, alle, gøre det samme. Og gør det nu, inden det er for sent! Bliver Jorden ikke reddet, er der intet hjem for nogen af os længere. Da dør vi alle: Mennesker, aser, jæt­ter. Da vil vi blive glemt, og glemselen er den værste død." (side 373)

Unægteligt en stor opgave for en ung mand at få lagt på sine skuldre.

Lars-Henrik Olsen får på en fin måde alle de gamle historier vævet sammen i de tre murstensromaner. Det allegoriske i de gamle myter har han naturligt nok været indfanget af. Magtkampen mellem to store blokke, truende forurening, krig, menneskers ukærlige behandling af hin­anden, ragnarok er blot nogle af de meget tydelige temaer, som Lars-Henrik Olsen helt klart brænder for at formidle til sine læsere i 1990'ernes virkelighed.

De to første romaner er smukt illustreret af Erik Hjorth Nielsen, men Claus Rye Nielsens illustrationer i "Kvasers blod" er også værd at kigge på.

Baltikum-trilogien

Overfladisk set er de tre sammenhængende romaner historiske romaner, men læser man grundigere, er de dybt personlige og må være skrevet med en god portion Lars-Henrik Olsen-hjerteblod.

Det er i virkeligheden en kæmperoman på over 1.000 sider om ensomhed, om svigt og savn, om at finde sin identitet, krig og grusomhed, om tro og overtro, kærlig­hed og had, lykke, venskab, trofasthed og menneskerettig­heder og - ikke at forglemme - historie. Alt sammen skre­vet med Lars-Henrik Olsens velkendte energi, intensitet og nærvær, og jeg er drønsikker på, at han dristigt og flot har puttet meget af sig selv ind i hovedpersonen Svend.

Meget kort fortalt handler romanen om Svend, der som syv-årig ser sin far blive dræbt og moderen og søste­ren blive bortført af slavejægere fra Øsel. Vi er i begyndel­sen af 1200-tallet, og den forældreløse dreng bliver ført fra landsbyen Hesnæs på Falster til Nordsjælland, hvor han må leve et ensomt liv som hyrdedreng i et lille landsby-

samfund. Den fredløse Stimand bliver hans eneste ven og lærer ham bl.a. at skære i træ.

Da Svend bliver ældre, forelsker han sig i Nena, landsbyens unge trælpige, men han indser umuligheden i alliancen og beslutter sig til at tage med Kong Valdemar på det store ledingstogt ril Estland, hvor Dannebrog iflg. sag­net faldt ned fra himlen. Svend er med i det store slag ved Lyndanise, det nuværende Tallin, og drager efter slaget sammen med nogle mænd, han kender hjemmefra, ind i landet for at plyndre landsbyerne i skolen.

Lang vej hjem Imidlertid bliver det for meget for Svend med al råheden, død, lemlæstelser, øde­læggelser, plyn­dringer og voldtægt, som krig fører med sig. Han flygter fra sine lands­mænd og lever i et årstid i en estisk landsby, hvor han møder den smukke pige Aino, som han forelsker sig i.

Svend har imidlertid ingen ro på sig. Det løf­te, han har svoret over for sig selv: at han vil befri trælpigen Nena og hendes mor, Aja, sidder langt fremme i hans bevidsthed, og han beslutter sig derfor til at rejse hjem på trods af smerten ved at skulle forlade Aino.

Hjemrejsen bliver ikke mindre dramatisk end udrej­sen. Det varer et helt år, inden han omsider igen er hjem­me, og det er i sidste øjeblik, for Nena ligger dybt udtæret på et uhumsk leje efter at have født "klumpen", et vanskabt barn, som gårdmandssønnen Knud har lavet på hende under en voldtægt.

Der er mange ender, der skal nå sammen i afslutnin­gen af tredje bind, "Ravnens skrig", men uden at røbe for meget får Lars-Henrik Olsen det hele vævet smukt sam­men, men han lader også nogle ender være, selv om man som læser synes, det er lidt grusomt, men sådan skal det altså være. Sådan er livet nemlig også ind imellem!

Lars-Henrik Olsen boltrer sig flot i sine historiske kil­der, og han får samtidig kittet sin store biologiske viden ind i romanerne på en fin måde. Han er også et utroligt nysgerrigt væsen og får denne nysgerrighed overført til læseren, og så leger han også. Putter sjove nutidige ele­menter ind, f.eks. er Uffe Dannemand den første, der går i land i Estland, ligesom daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var den første til at besøge Estland efter frigørelsen fra det daværende U.S.S.R. Og "svenskerne holder sig tappert neutrale" hedder det et sted, et udtryk, der er hentet fra Benny Andersens "Svantes viser", men det gøres alt sammen sjovt og suverænt. De tre romaner udstråler energi, masser af spænding og ikke mindst ind­sigt i menneskers gode og mindre gode sider.

Fra natur til kultur

Der tegner sig en tydelig udvikling i Lars-Henrik Olsens forfatterskab fra debuten med "Ulve­ne" i 1976 og til "Kva­sers blod", der udkom på Lars-Hen­rik Olsens 50-års fød­selsdag i 1996. Fra at skrive om dyrene og miljøet har han bevæget sig ind i myternes, historier­nes land og videre til menneskets historie og virkelighed, men han glemmer med garanti ikke naturen. Seneste opus (61) hedder "Små dyr i skoven", og den udkom samtidigt - og meget apropos - i Norge, Sverige, Finland og Danmark i maj i år.

Jeg er sikker på, at modtageren af Nordisk Børnebogs­pris 1997 fortsat vil kunne hente uendelige mængder af inspiration i historien, i naturen, i virkeligheden til endnu flere nødvendige romaner for børn og unge og andet godt­folk.

Held & lykke med det!